Venindetid
Veninder er guld værd. De er der til at danse med, når livet er én stor fest. De er der til at tørre tårer væk, når modgangen kan synes uoverskuelig. Veninder fås i alle aldre og typer. Lige fra børnehaven til plejehjemmet er der veninder at finde. Og holde fast i. Nogen varer hele livet, andre vokser man fra og finder nye.
I vores travle hverdag kan det ofte være svært, at finde tid til sine veninder. Job, familie, sport og andre daglige gøremål fylder meget. Nogen gange for meget. Derfor er det vigtigt, at huske på at afsætte venindetid. Kvalitetstid med veninder er noget af det bedste der findes, så selvom det kan virke uoverskueligt, at få det passet ind i kalenderen, så skal man gøre sit absolut bedste for at komme afsted og drikke den kop kaffe i skønt selskab.